At være ung iværksætter – vores rejse hidtil

Alle elsker historier om unge iværksættere, og det skorter ikke på medieomtale hver gang nogen tager chancen og bevæger sig væk fra den trygge fastlagte sti de fleste af os betræder til daglig. Om det er 25-årige Dennis som sælger garn fra rito.dk, eller 9-årige Sara, som med mors hjælp sælger bageudstyr på kforkage.dk, lapper vi det i os med største fornøjelse.

Der skal dog en helt speciel størrelse cojones til for at starte webshop med egen import fra Kina mens man går i folkeskolen. Det er lige præcis hvad de to profiler du vil møde i denne artikel har gjort. Der er næppe mere vi kan tilføje, som Simon og Hjalte ikke kan sige bedre selv.

 

Jeg hedder Simon Nygård, er 17 år og driver webshoppen www.onkelbillig.dk (som i foråret 2017 skiftede navn til Bomo.dk) sammen med min ven/partner Hjalte Lund. I dag går vi begge i 1g i Odense.

Men lad os lige skrue tiden cirka 3 år tilbage…

Som 14-årig knægt elskede jeg at spille fodbold, hygge med mine venner og bruge tiden på computeren. På computeren var det enten Counter Strike source tiden gik med, ellers blev der scrollet på Facebook.

Da jeg en dag sad på Facebook, tænkte jeg, det kunne være da være cool at have sin egen Facebook side. Det der med at eje og drive sit eget, var noget jeg fandt vældig spændende dengang og stadig den dag i dag.

Jeg oprettede siden ”Hvis søvn er så vigtigt, hvorfor starter skolen så tidligt”, det var faktisk ikke noget jeg fandt på, jeg så bare en engelsk Facebook side også hed det. Inden jeg havde set mig om, havde siden fået 65.000 fans, som det hed dengang. Jeg kunne ikke forstå at lille 14-årige mig, havde samlet 65.000 mennesker. Dengang var Facebooks algoritme ikke så streng, så man kunne faktisk nå ud til 5.000-20.000 mennesker med et enkelt opslag.

En dag blev jeg kontaktet af en mand som ville købe siden. Vi skrev lidt sammen, og jeg endte med at sælge siden til ham for 600 kroner. I virkeligheden kunne jeg sagtens få solgt den for meget mere, men 600 kroner var sgu mange penge for en 14-årig.

Jeg hævede de 600 kroner i banken. Da jeg fik pengene i hånden, var der en lille stolthed af at have tjent sine egne penge ved at hygge lidt på nettet. Hvis jeg husker rigtigt så blev pengene brugt på et par bukser, så pengene var hurtig væk.

Da jeg fortalte Hjalte (min partner/ven i dag) om mit Facebook side salg, nævnte han noget med at lave reklame opslag på dem. Jeg havde i mellemtiden oprettet et par flere Facebook sider. Så Hjalte og jeg begyndte så at sætte nogle reklame status opslag op på disse 2-3 sider, jeg havde lavet i mellemtiden.

Reklamerne fungerede sådan: Hvis en person så en af vores reklamevideoer i 7 sekunder, tjente vi 0,5 øre.

Det hyggede vi os med i et halvt år. Samtidig købte jeg et par andre små Facebook sider for 50 kroner og der gik op for mig, at jeg nok skulle have beholdt den gamle Facebook side med 65.000 likes.

Da jeg startede i 9 klasse begyndte jeg også at arbejde hos et vaskeri, igen så var det der med penge noget der interesserede mig. Men det var mere det at drive forretning der virkelig havde min interesse, det var nok også derfor jeg altid betragtede cheferne ved vaskeriet. Det var cheferne der styrede væksten og fremgangen, det ville jeg også.

Jeg luftede ideen med Hjalte om det at have sin egen forretning. Hjalte synes også om ”ideen”, men hvad skulle man lige begynde med?

Vi overveje lidt at importere fodboldtrøjer fra Thailand og sælge dem via en webshop. Men at skulle købe et parti fodboldtrøjer hjem koster ret mange penge, så den ide blev droppet.

Det skulle være noget det ikke kostede en bondegård at købe hjem… Nogle uger gik og jeg faldt over en side, en slags Kinas version af Ebay. Der kunne man finde alt fra paraplyer til gardiner. Men det var iPhone tilbehøret der fangede vores interesse. Her var der tale om noget der var billigt at købe hjem, og nemt at sende til kunderne. Jeg havde også en iPhone 5 og Hjalte havde en iPhone 4, så det var lige til højrebenet.

Vi havde i alt tjent 700 kroner sammen fra vores Facebook reklamer. De 700 kroner og nogle af vores konfirmationspenge blev brugt på varer, hjemmeside og andre starts udgifter.

Mens vi ventede på de første varer kom hjem, brugte vi tiden på at sætte vores nye shop op. Navnet på shoppen – OnkelBillig.dk – kom af, at det skulle være billigt for kunderne, men stadig med et anderledes udvalg, end det man finder i de fysiske butikker.

Vores shop åbnede i januar 2013. Sådan så shoppen ud i februar 2013.

Webshoppen onkelbillig - ung iværksætter

Onkelbillig.dk – billede fra februar 2013

Et kæmpe logo samt kæmpe banner tekst – det er stadig sjovt at hive fat i de gamle billeder.

Jeg stod for at skrive produktbeskrivelserne og Hjalte tog billeder. Vi startede op med et forholdsvis lille lager, som bestod af iPhone covers. Vi kendte ikke noget til SEO, så vores kunder i starten bestod af venner og familie.

Der blev også brugt andre markedsføringskanaler, de lidt mere kreative af slagsen. Jeg begyndte at kontakte de såkaldte vloggere som vlogger om deres liv på Youtube. Jeg spurgte om de var interesseret i at modtage et gratis produkt imod at de lave en videoanmeldelse af vores produkter. Efter vi havde sendt et par produkter ud til disse vloggere, kunne vi hurtig mærke en interesse i vores shop og vores produkter, samt vores omsætning steg.

Ung iværksætter - onkelbillig - første varelager

Sådan så vores varelager ud i maj 2013. Det fyldte kun 2 hylder i et skab, ja og så lignede det en rodebutik.

Fra starten af 2013 til sommer 2013 blev Counter Strike udskiftet med at drive en webshop. Da vi begge var og er stadig under 18 år, er det under hjaltes mors navn firmaet er drevet. Derfor er varelaget også ved Hjalte, så det er ham der står for pakning af pakker, mens jeg står for mailen og det meste af markedsføringen.

Da vores venner begyndte at høre om vores lille biks, synes de egentlig det var cool nok, men da de hørte at vi havde brugt nogle af vores konfirmationspenge, så lød det en anden klang. ”Kan i tjene det hjem igen?” og ”Er i rigtig kloge?” hørte vi et par gange. Jeg kan følge dem, når de penge normalt går til tøj, computer osv, Men det fik os bare til at klø på. Så snart vi havde tjent nogle penge hjem på shoppen, ja så gik de også på at udvide shoppen.

Ung iværksætter - Hjalte sender pakker

Her ses Hjalte sende pakker, det var ikke altid lige nemt at få dem klemt ind i brevsprækken.

Da både Hjalte og jeg skulle på efterskole i august 2013, blev shoppen sat på ”standby”. Det betød ikke shoppen blev lukket ned, men vores lager flyttede over til mig, så min bror kunne sende pakker. Selvom vi ikke var aktive på shoppen i vores efterskoleår, kom der løbende bestillinger.

Ung iværksætter - vi flytter lageret

Her ses et billede af flytningen af lageret. Dette er fra ugen før start på efterskole.

Mens vi var på efterskole og min bror stod for pakningen af ordrene, havde jeg skrevet lidt med en journalist fra tv2. Journalisten ville gerne skrive en artikel om os, angående iværksætteri i en ung alder. Da artiklen blev udgivet på Tv2.dk, kom der flere tusinde besøgende på vores shop indenfor få dage. Det betød også mange flere ordre, det betød at min bror fik et endnu større arbejde at se til. Denne artikel blev også delt af den kendte iværksætter Martin Thorbog. Vi havde begge tit fulgt med i Martin Thorborgs liv, så det var ret stort for os, at han delte artiklen.

Ung iværksætter - artikel om onkelbillig.dk

Her ses et udklip af artiklen (mig til venstre og Hjalte til højre):

Forneden kan du lige få et hurtig overblik over vores rejse indtil videre:

Slutningen af 2012: Vi begynder at købe varer hjem og rode lidt med webshoppen.

Starten af 2013: Vi skyder vores webshop i gang den 5 januar. (Stadig en masse forbedringer)

Fra januar 2013 til sommer 2013: Vi får en smag på e-handel verden, vi har stadig ingen stor forståelse indenfor SEO. Vores kunder/besøgende kommer primært fra Youtube, facebook og venner/bekendte.

Fra august 2013 til Juni 2014: Jeg og Hjalte tager på efterskole, både min bror og hjaltes mor sender pakker og står for det praktiske. Shoppen er på en måde standby, men vi får stadig løbende bestillinger. Samtidig med at tv2.dk laver en artikel om os, som får en masse omtale.

Fra juli 2014 – til nu: Vi kom hjem fra efterskolen i sommers, og havde begge haft et fantastisk år. Vi startede begge i gymnasiet i august. Nu var vi klar på at give den fuld skrue på shoppen igen. Lige nu har vi en masse fokus på SEO, ellers sker der små forbedringer hver dag. Vi har også skiftet vores webshop platform ud med en anden.

Vi kom begge hjem fra efterskole i sommers, klar til at overtage verden ;-).

Vi var begge to enige om at nu skulle der gås ”all in” på vores webshop. Vi havde ikke brugt så mange penge af overskuddet i løbet af efterskoleåret, så der blev brug nogle penge på nye varer. Det betød også at lageret er vokset, så byggeriet til et annex, hvor varerne kunne være begyndte i sommerferien.

Webshop - ung iværksætter - nyt lager

Fra lager i et skab, til lager i et annex.

 

Webshop - ung iværksætter - nyt lager

Skelet til det nye lager er sat op.

Nyt lager i tilbygning

Her ses vores nuværende lager i annexet

Siden sommeren har vi haft rigtig meget fokus på SEO (søgemaskineoptimering), da det betyder rigtig meget hvis man skal have en succesfuld webshop. I novembers skiftede vi også vores webshop platform ud med noget mere professionelt. Der er stadig en masse der skal nås, men vi er på rette vej.

Efter et halvt år på gymnasiet kan jeg godt mærke at fritiden ikke bruges på det samme som de andre går og laver. Mens vores venner fra gymnasiet skal på arbejde i Føtex eller ser en film om eftermiddagen, er der andre boller på suppen, når det kommer til os. Vi har nogle mails der skal svares, pakker der skal pakkes, ting som ikke kan vente. Men det er selvfølgelig også noget vi har valgt, fordi vi synes det er fedt.

Det hænder også sommetider hvor vi må sige nej til at være sammen med nogle venner, fordi vi skal skyde produktbilleder, eller der skal ordnes noget på shoppen. Nogle gange bliver man nødt til at prioritere. I stedet for at se en times TV eller Youtube, kan tiden bruges bedre.

Men der er også tid til at være ung, feste og hygge.

Du kan følge os på Google+

Speak Your Mind

*