Tager du long tail søgninger seriøst?

Tobias Ehlig er du ganske givet stødt på før. Trods sine blot 21 år har han allerede givet den gas med adskillige iværksætterprojekter og der er ingen tvivl om at han brænder for e-handel og online markedsføring. Han har tidligere skrevet hos os om online synlighed i specielle brancher, da han arbejdede med at sælge kondomer på nettet. Han har dog ikke helt sluppet forbindelsen til voksenprodukterne, og ved siden af sine egne projekter og et studie på Handelshøjskolen i Aarhus hjælper han bl.a. webshoppen RedApple.dk med deres online markedsføring.

Denne gang Får Tobias lov at dele ud af sine erfaringer med at skaffe trafik gennem long tail søgninger.

Du ved helt sikkert hvor vigtigt søgemaskineoptimering er for markedsføringen af din webshop – men arbejder du seriøst med long tail søgninger?

I dette indlæg vil jeg forklare dig hvordan du kan maksimere dit udbytte af long tail søgninger for at få mere trafik til din hjemmeside fra Google. Dette er både relevant for nye og veletablerede hjemmesider.

Jeg har i de seneste måneder arbejdet med en ny hjemmeside på et relativt konkurrencepræget marked (kostumer og udklædning). Her har jeg haft svært ved at få trafik fra Google i starten fordi min side har været mindre stærk og relevant end mine konkurrenters set med Googles øjne – det er der som sådan ikke så meget overraskende i. Men jeg lærte en vigtig lektie, som jeg her vil dele med dig.

Intensivt fokus på long tail søgninger

De første par måneder hvor hjemmesiden var online så jeg en tendens til at den lille mængde trafik jeg fik kom fra long tail søgninger – jeg fik slet ingen trafik på de korte og populære søgeord som jeg ellers havde fundet i min søgeordsanalyse. Når man laver søgeordsanalyse har mange en tendens til at fokusere meget på de korte søgefraser fordi de har høj volume (fx ”kostumer”), men i virkeligheden er det – især for nye hjemmesider – langt mest relevant at kigge på de længere søgninger. Og den fælde faldt jeg også selv i. Men det gør jeg aldrig igen.

I min søgeordsanalyse havde jeg fundet frem til en række interessante korte søgefraser som typisk bestod af to ord (fx ”cheerleader kostumer”). Alle disse søgninger fik jeg grupperet, og derefter oprettet landingssider til hver enkelt med fokus på det ene søgeord.

Efter et par måneder kiggede jeg i Google Webmaster Tools, og her kunne jeg se at jeg generelt havde fået mest trafik på søgninger med 3-4-5 ord, til trods for at søgevolumen på disse er markant lavere. Eksempelvis kunne jeg se, at folk i den her branche ofte sætter ord som børn, drenge, piger, voksne, mænd og kvinder i enden af søgningen (fx ”cheerleader kostumer til voksne”). Det var ret interessant, for disse ord havde jeg slet ikke tænkt ind i hverken selve teksterne på siderne, overskrifterne eller meta-titlerne.

Nu tog jeg så udgangspunkt i mine data fra Webmaster Tools og gennemgik hver enkelt af de godt 100 landingssider jeg havde lavet, og fik optimeret dem ift. de forskellige 3, 4 og 5 ords søgefraser jeg fandt.

Udover førnævnte ekstra-ord fik jeg også idé til at optimere nogle af mine sider imod årstallet. Mine data viste mig nemlig at mange af de Google-søgende ofte satte årstallet i slutningen af deres søgning (fx ”sidste skoledag kostume 2015”). Dette fik jeg så ligeledes optimeret til, på de sider hvor det var relevant.

Resultatet
Efter at have bruge nogle timer på at gå seriøst til værks med målretning imod de længere søgefraser gik der ikke mange dage, før jeg begyndte at se resultater.

I eksemplet med søgninger omkring kostumer til sidste skoledag kom implementeringen af ”2015” til at have kæmpe stor effekt. Her ses de ”sidste skoledag”-relaterede søgeforespørgsler som min side blev vist på, listet efter hvor mange klik de har fået de seneste tre måneder.

billede1

Læg mærke til hvordan de søgefraser med ”2015” (markeret med grøn) har givet markant mere trafik end de meget mere populære søgeord (markeret med rød). Det betyder altså, at selvom en søgning som ”sidste skoledag kostume” har ca. 20 gange flere søgninger end ”sidste skoledag kostume 2015”, så er sidstnævnte en mere relevant søgning for mig i starten, hvor jeg ikke har en chance for at ranke på de brede søgeord.

Siden jeg begyndte at arbejde med long tail søgefraser har jeg set en ekstrem stigning i mængden af organisk trafik fra Google (se grafen nedenfor). Mængden af trafik var ikke vækstet for alvor, før jeg i april begyndte at arbejde med long tail (markeret med orange streg), hvor det virkelig tog fart.

 

billede2

 

Find flere long tail søgefraser
Udover at kigge i dine egne data, så kan du også få nogle mere generelle forslag, som ikke kræver at din side er blevet vist på en given søgning. Dette kan dels give dig flere long tail fraser at arbejde med, men det kan specielt være en fordel for dig der endnu ikke har noget data i Webmaster Tools, som derfor har brug for at få inspiration andetsteds fra.

Et af de mest kendte værktøjer til at finde long tail søgefraser er Übersuggest.org. Her indtaster du blot dit primære søgeord (fx ”kostumer”), vælger ”Danish”, og så klikker du ”Suggest”.

 

billede3
Nu får du så en lang række med forslag, hvor dit søgeord er efterfulgt af ord der starter med a, b, c, d osv. Her kan du så løbe listen igennem, og blive inspireret til typer af søgeord som du ikke havde tænkt over i forvejen. Alternativt kan du klikke ”Select all keywords” og så ”Get” ude i højre side, så kan du copy/paste alle søgeordsforslagene.

Denne liste med søgeord kan du så kopiere ind i AdWords Keyword Planner, hvor du kan få et estimat på hvor mange søgninger der er om måneden på hvert enkelt ord. Hvis du så sorterer dem efter hvilke der har flest søgninger, så får du en god liste med søgeord som der rent faktisk er søgninger på, men som er ”long tail”, og dermed nemmere at ranke på, end de søgeord du ellers vil finde i en almindelig søgeordsanalyse.

Afrunding

Jeg håber at du er blevet inspireret til selv at gå i dybden med dine data i Webmaster Tools, og ikke kun kigge på de 100 mest viste søgeforespørgsler, men gå helt tilbage til de 1.000 mest viste. Dette kombinerer du så med forslag fra fx Übersuggest, og så har du massevis af inspiration til diverse long tail søgninger, som du kan optimere dine sider imod. Det tager tid, men jeg er overbevist om at det på sigt er det hele værd.

Comments

  1. Cool blogindlæg Tobias. Jeg siger tak.

Speak Your Mind

*